Kul og klimakrise

Det er umuligt at begribe klimakrisen uden også at forholde sig til kapitalismens rolle. Kapitalismens udvikling har været betinget af udvindingen af fossile brændsler, og deres afbrænding er en af de største årsager til den globale opvarmning. Overalt har kampen om de fossile brændsler spillet en central rolle i politiske og væbnede konflikter, og i fremtiden vil mangel på vand, fødevarer og beboelige levesteder, som følge af klimakrisen, true menneskers eksistens og blive årsag til nye ødelæggende konflikter.

Debatten, om hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, er efterhånden forstummet. Det står nu klart for enhver, at kloden bogstaveligt talt er ved at overophede. Alligevel nøler politikere – viljen til for alvor at gøre noget ved krisen er tilsyneladende ikke til stede – og i stedet er det vækst og profit, som dikterer dagsordenen.

Kilden til de menneskeskabte klimaforandringer stammer fra udledningen af drivhusgasser, hvoraf kuldioxid (CO2) er den mest almindelige. Afbrænding af fossile brændsler, som kul, olie og naturgas til opvarmning, el-produktion, byggeri og transport, er en af de primære årsager til den menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten. Omkring 2/3 af de menneskeskabte udledninger af CO2 kommer fra afbrændingen af fossile brændsler.

For at komme denne klimakrise til livs, er der reelt kun én løsning: at lade de fossile brændsler blive i jorden. Det er vi ikke alene om at mene. FN’s klimapanel har peget på, at verden bør afholde sig fra at udvinde 2/3 af de kendte reserver af fossile brændsler for at forhindre katastrofale klimaforandringer. I en artikel fra Nature i januar 2015 peger forskere specifikt på, at over 80% af de nuværende kulreserver skal blive i jorden for at nå målet om en maksimal global temperaturstigning på 2 grader.

Mens mange statsledere har meldt ud, at afhængigheden af de fossile brændsler skal brydes, støtter de alligevel den fossile energisektor med gigantiske beløb. Ifølge en rapport fra World Watch Institute fra 2012 udgør den samlede værdi af disse subsidier til fossile brændstoffer mellem 750 mia. og 1 billion US$ på verdensplan. Vi kan ikke sætte vores lid til, at politikerne skal løse klimakrisen, når de på den ene side undsiger brugen af fossile brændsler, mens de på den anden side poster milliarder i at udvinde dem.

Kort om kul

Kul består af millioner år gamle sammenpressede planterester med et højt indhold af kulstof. Der skelnes typisk mellem brunkul og stenkul. Brunkul er yngre end stenkul og har den laveste brændværdi, hvilket skyldes et stort indhold af vand og urenheder. Det ældre stenkul har været udsat for større tryk og varme, og denne kulform indeholder derfor mindre vand og har en højere brændværdi.

Kul er et af de mest benyttede brændsler i verden. I 2014 udgjorde kul således omkring 30% af verdens samlede energiforbrug. Samtidigt står kul for omkring 46% af den samlede globale CO2 udledning på grund af kullets høje kulstofindhold per produceret energienhed. Kul er dermed det mest forurenende fossile brændsel. Desuden er der meget alvorlige miljømæssige og sociale problemer forbundet med at udvinde kullet.

Kuludvinding foregår enten i åbne brud eller ved at grave dybe underjordiske tunneller. Hvilken teknik, der benyttes, afhænger af en række forskellige faktorer, men først og fremmest handler det om, hvor dybt kullet er begravet. Hvis kullet ligger meget dybt, kan det kun udgraves ved hjælp af underjordisk minedrift. Minedrift i åbne brud er meget billigere end underjordisk minedrift, da man kan udvinde meget mere kul per dag. Til gengæld forårsager åbne kulminer og deres aktiviteter omfattende ødelæggelser af naturen, økosystemer og landskaber, da alle planter og jordlag, der befinder sig ovenover kullet, skal fjernes.

Når store arealer ryddes, vil det ofte også indebære fordrivelse af lokale beboere og opløsning af hele landsbysamfund, der ofte har beboet territoriet i flere generationer. Ud over at forårsage miljøødelæggelser og brud på menneskerettighederne har der vist sig at være en række sundhedsproblemer forbundet med åbne miner, særligt som følge af kulstøv.

I Colombia, som er det land, hvor DONG Energy, Danmarks største energiselskab, har importeret mest stenkul fra i de seneste år, benytter man sig kun af åbne brud.

De åbne brunkulsminer i Tyskland er Europas største åbne huller i jorden, og de er, uden sammenligning, den største kilde til CO2 udledning i Europa.

Danmarks forbrug af kul

Mange opgørelser over Danmarks kulforbrug viser kun det relative fald, der har været i forbruget af kul i forhold til tidligere. Opgørelserne viser ofte ikke, hvor meget kul Danmark rent faktisk stadig forbruger.  Faktum er imidlertid, at 30% af den strøm, vi bruger i Danmark, er produceret ved brug af kul (2014 tal). Da det danske elnet er forbundet med nabolandene, kan strøm importeret fra Tyskland i princippet komme fra tyske kulkraftværker; eksempelvis fra et meget stort nybygget kulkraftværk i Hamborg. For at få overblik over det danske kulforbrug må man, med andre ord, følge elnettet til de store nabolande.  Der er på nuværende tidspunkt syv kraftværker, der enten helt eller delvist fyrer med kul, og som producerer strøm og varme til danske husholdninger: Avedøreværket, Asnæsværket, Esbjergværket, Studstrupværket, Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket (se illustration).  De fire første er alle ejet af DONG Energy, mens både Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket indtil for nylig var ejet af Vattenfall. I januar 2014 overtog HOFOR Amagerværket, i januar 2015 blev Fynsværket overtaget af Fjernvarme Fyn, og Nordjyllandsværket skiftede ejer til Aalborg Forsyning i januar 2016.  Alle værkerne benytter sig af stenkul, der importeres fra lande med kulreserver. DONG har oplyst, at de siden 2011 har importeret kul fra Colombia, Sydafrika, Rusland, Polen, Norge og USA, mens Vattenfall (som stadig leverer kul til deres tidligere kraftværker) ikke vil oplyse, hvor kullet kommer fra.

Den tidligere regerings klimaplan fra 2013 havde som målsætning, at kul, olie og naturgas skulle udfases i 2030, samt at el- og varmeforsyningen skulle være 100% dækket af vedvarende energi i 2035. Det mål skrottede Venstre-regeringen i 2015, da de ikke vil ’forpligtes på officielle slutdatoer’ for brugen af kul, olie og naturgas.  Danmark promoverer fortsat sig selv som grønt foregangsland – med flotte grafer over reduktionen i udledningen af CO2 og udbygning af vindmølleparker. Alt imens en væsentlig del af energiforsyningen stadig kommer fra kul og naturgas, og staten fortsat giver massive subsidier til olie og gasudvinding i Nordsøen.  

DONG og Vattenfall 

Som tidligere nævnt driver DONG hovedparten af kulkraftværkerne i Danmark. I DONG’s bæredygtighedsrapport fra 2015 fremhæves det, at balancen mellem energiproduktionen fra fossile brændsler og vedvarende energikilder for første gang er tippet til fordel for de vedvarende energikilder. 55% af produktionen i 2015 stammer fra vedvarende energi. Men disse tal dækker samtidigt også over, at 45% af DONG’s energiproduktion stadig kommer fra fossile brændsler, hvoraf hele 29% udgøres af kul. DONG arbejder på at forbedre både sin forretningsmodel og sit omdømme inden en forventet børsnotering i 2016. Vattenfall, den statsejede energikoncern i Sverige, har i de seneste år afhændet deres kulfyrede kraftvarmeværker i Danmark, som en del af Vattenfalls strategi om at satse mere på vedvarende energi efter at være blevet kendt som en af de mere beskidte energiselskaber. Vattenfall er af samme grund blevet pålagt af den svenske regering at afhænde sine brunkulsminer i Lausitz-området i det østlige Tyskland.  Hvor Vattenfall nu har solgt – eller er ved at sælge – sine åbenlyse klimaskadende aktiviteter, både i Danmark og Tyskland, så er Danmark stadig centrum for indkøb og handel med kul for hele Vattenfall-koncernen. Det sker fra Vattenfall-kontoret i København. Samtidigt ejer Vattenfall også Nordens største kulhavn, som er placeret i Aabenraa i Sønderjylland. Herfra leverer Vattenfall fortsat kul til sine tidligere værker, Amagerværket, Nordjyllandsværket og Fynsværket. Så hvor Vattenfall forsøger at fremstå som et grønt og klimavenligt energiselskab ved at frasælge kraftværker og brunkulsminer, så tjener selskabet stadig penge på handel og leverancer af kul. Vattenfalls frasalg af miner og kraftværker bliver desuden, fra flere sider, kritiseret for at overlade ansvaret for miljø og naturgenopretning til de nye ejere.

Biobrændsel

I disse år bliver flere kulkraftværker omdannet til såkaldte kombinerede værker eller til, udelukkende, at være fyret med biobrændsel. Eksempelvis har DONG Energy meldt ud, at Asnæsværket ved Kalundborg senest i 2018 skal omdannes til at være et biofyret kraftvarmeværk, der fyrer med træflis. Biobrændsel anses af mange for at være nøglen til at gøre os fri af fossile brændsler, netop fordi denne energiform ikke er afhængig af vind og vejr som andre vedvarende energiformer.

Biobrændsel kan både være flydende, fast eller gas, alt afhængig af formålet. Biobrændsel kan for eksempel være flis, energipil, biodiesel, bioolie eller bioethanol. Oftest kommer biobrændsel fra træ og afgrøder, andre kilder kan være industriaffald, landbrug og skovbrug, f.eks. affaldstræ, halm, gødning, spildevand og madrester.

Biobrændsel har imidlertid også store omkostninger for både natur og miljø. Biobrændsel er brændstoffer, der stammer fra biologisk materiale, der har “levet for nylig” — i modsætning til fossile brændsler, der stammer fra mange millioner år gammelt biologisk materiale. Når det påstås, at afbrændingen af biobrændsel er CO2-neutral, fordi CO2’en oprindelig er blevet “trukket ud” af atmosfæren af levende planter, er alle faktorer ikke medregnet. Produktionen af biobrændsel leder mange steder til massive problemer med skovrydning, beslaglæggelse af land, tab af biodiversitet og øget vandforbrug.

Forbruget af biobrændsel forventes tilmed at forsætte. I 2010 anvendte EU 45 mio. hektar til produktion af biobrændsel – svarende til arealet af Sverige. Hvis den nuværende tendens fortsætter, forventes EU’s forbrug af biobrændsel at blive fordoblet frem mod 2030. Forbruget af land til biobrændsel er ude af kontrol – og det virker grundlæggende vanvittigt at bruge store landarealer på afgrøder til biobrændsel fremfor til fødevarer.

I Danmark er alle biobrændsler fritaget for CO2-afgift, uanset hvordan de er produceret. Når det medregnes, at produktion af biobrændsel enten kræver skovrydning eller beslaglæggelse af landbrugsjord, fører den danske afgiftsfritagelse kun til ringe eller slet ingen reduktion af CO2-udslippet. Biobrændsel er derfor ikke løsningen på klimakrisen.

Kun ved at reducere energiforbruget og lade de fossile brændsler bliver i jorden kan vi gøre os håb om at løse klimakrisen. Det vil kræve grundlæggende samfundsændringer, og det afgørende er, at forbruget nedsættes.

Klimakrisen er en systemkrise

Klimaforandringerne er ikke et isoleret problem – det er et symptom og konsekvenserne af et politisk og økonomisk system, der er baseret på ulighed og udnyttelse af både mennesker og ressourcer. Klimaforandringerne udgør kun én af mange uretfærdigheder, som er skabt af kapitalismens vækstparadigme. Vækstparadigmet dikterer en konstant stræben efter at akkumulere profit og vækst – kun ved konstant og hastig vækst er systemet i balance – stagnation og langsom vækst udløser derimod økonomiske kriser.

Den økologiske økonom Herman Daly har karakteriseret denne indbyggende modsætning som ’umulighedens teorem’ – uendelig vækst på en begrænset planet er ikke mulig. Teknologiske løsninger kan måske (kortvarigt) lindre konsekvenserne af kapitalismen – altså skabe teknologiske løsninger på klimakrisen – men de kan aldrig være svaret på den underliggende systemkrise. Markedsbaserede løsninger, geo-engineering, grøn vækst og løsninger, baseret på individuelle forbrugervalg, er ikke svaret på klimakrisen: kun et opgør med kapitalismen, og dermed et langt mindre pres på jordens ressourcer, kan for alvor løse klimakrisen.