COP21: Tomme løfter og luftkasteller

Denne tekst blev oprindeligt publiceret på Modkraft d. 3. november 2015 og var tænkt som Klimakollektivets indspark i debatten om, hvilken rolle vi som venstrefløj og miljøbevægelse bør spille i forhold til COP21 i Paris og til klimatopmøder generelt.

Op til klimatopmødet i Paris, COP21, oplever vi den samme retorik, vi kender fra COP15 og tidligere klimatopmøder. Politikerne bliver bønfaldet om at handle nu, og der bliver indkaldt til demonstrationer og aktioner, hvor vi sammen skal opfordre politikerne til at være en lille smule mere ambitiøse, vel vidende at det ikke kommer til at gøre en forskel. Vi savner i stedet en systemkritisk stemme, som adresserer de grundlæggende årsager til klimaforandringerne.

COP-processen er en del af problemet, ikke en del af løsningen

Det giver ikke mening at se klimaforandringer som et isoleret problem, der kan løses på særlige klimatopmøder. Den krise, vi ser nu, er ikke bare en “klimakrise”, der kan løses med teknologi eller CO2-kvoter. Det er en systemkrise, der kræver grundlæggende sociale, politiske og økonomiske forandringer – noget, COP-processen aldrig vil blive i stand til at levere.

De politiske beslutningstagere, der sidder til bords ved klimatopmøderne, har ingen interesse i radikale ændringer af systemet. Deres interesse er at bevare den eksisterende magtstruktur og derigennem opretholde deres egen politiske og økonomiske position. Men det kapitalistiske system, som “vores” beslutningstagere vil gøre alt for at opretholde, forværrer i sig selv klimakrisen. De kriser, vi har set i de seneste år; den økonomiske krise, finanskrisen, flygtningekrisen etc., er ikke enkeltstående og ekstraordinære begivenheder, men symptomer på et destruktivt kapitalistisk system.

Selv progressive regeringer, der lover reel forandring for at løse klimaproblemerne, har vist sig at fejle. Også de sætter i sidste ende kortsigtet økonomisk indtjening, omend med et socialt sigte, over bæredygtighed, når de sociale kriser melder sig. Men uanset om et par progressive nationer gjorde et forsøg på at rykke forhandlingerne i en brugbar retning, sikrer COP-processens åbenlyse neokolonialistiske struktur, at et sådant forsøg aldrig vil have nogen effekt. De lande, der har det største ansvar for klimakrisens omfang, har samtidig mest indflydelse på forhandlinger og mest at handle med i form af lovede fremtidige CO2-reduktioner. De lande, der allerede nu er hårdt ramt, har meget lidt at skulle have sagt og kan kun håbe på de rige landes nåde i form af utilstrækkelige støttebeløb og tomme løfter. Derfor bliver vi nødt til fuldkommen at afskrive COP-forhandlingerne som et sted, der kan levere reelle løsninger.

Radikale løsninger fra bunden er nødvendige

Politikerne vil forsøge at sælge resultaterne fra COP-forhandlingerne som en succes, uanset hvad resultatet bliver, og legitimere deres manglende handling med udmeldinger om, at kursen er lagt i den rigtige retning o.lign. Med det eksisterende politiske system har politikerne brug for målbare kortsigtede løsninger for at kunne fremvise resultater. Derfor tager politikernes løsninger oftest udgangspunkt i hurtige teknologiske fix som værktøj til at afhjælpe miljø- og klimaproblemer. Problemet er imidlertid, at man ikke tager fat om problemets rod, som ligger i den nuværende samfundsstruktur, men udelukkende symptombehandler. Når COP-processen samtidig tager udgangspunkt i markedsbaserede økonomiske instrumenter som et redskab til at afhjælpe klimaproblemerne, eliminerer det fuldkommen effekten af de øvrige løsninger, der måtte komme. Når bevarelse af regnskoven bliver en kvotevare, der kan byttes til øget CO2-udledning andetsteds, eller når der skabes en handelsplads for industriens CO2-udledning, er det umuligt at løse klimakrisen. Ikke alene er vi imod den måde at anskue vores verden på, som menneskets ejendom, men vi mener også, at det direkte modarbejder muligheden for rigtige løsninger.

Behovet for kortsigtede løsninger forstærkes af den nødvendigheds-diskurs, der er blevet skabt omkring klimakrisen, hvor narrativet er, at man er nødsaget til at tilsidesætte demokratiske og sociale hensyn for at kunne handle hurtigt. Samme diskurs bliver brugt som en undskyldning for, at vi er nødt til at acceptere løsninger, der er dikteret fra toppen, fordi græsrodsløsninger aldrig vil være hurtige nok til at afværge de værste konsekvenser af klimakrisen.

Vi accepterer ikke den form for topstyrede løsninger. At tro, at klimakrisen skal løses oppefra, er både udemokratisk, socialt forkasteligt og farligt, fordi det undergraver troen på, at handling fra bunden er nødvendig. Vi mener, at det er en falsk forudsætning, at topstyrede løsninger er nødvendige. I virkeligheden er det ofte, når de sociale bevægelser tager ansvar og selv skaber den forandring, de mener er nødvendig, at der bliver skabt effektive og hurtige løsninger. Radikale handlinger kan gennemtvinge de nødvendige ændringer langt hurtigere, end hvis vi venter på, at politikerne træffer de »rigtige« valg, når det, vi mener er det rigtige valg direkte udfordrer deres egen magtposition.

De multinationale firmaer er et symptom på kapitalismen

Til forhandlingerne i Paris er multinationale selskaber som bl.a. BMW og Vattenfall inviteret indenfor som sponsorer af topmødet. Firmaer, der i høj grad er med til at forværre klimakrisen og derfor med deres engagement tydeligt illustrerer, hvordan COP-forhandlingerne har spillet fallit. Selvom det kan være fristende at fokusere på de store multinationale firmaer og udpege dem som klimakriminelle, er det vigtigt altid at holde fokus på, at det grundlæggende problem er det kapitalistiske system. Lige meget hvor mange fossile brændsler et energiselskab som Vattenfall brænder af, og lige meget hvor mange klimaskadelige og unødvendige biler BMW producerer, kan det udelukkende lade sig gøre, fordi det eksisterende politiske system accepterer og fremmer deres handlinger.

Vi må derfor altid have for øje, at de virkelige klimakriminelle ikke kun er dem, der skaber klimakrisen igennem udledningen af store mængder drivhusgasser, men i lige så høj grad er dem, der opretholder det system, vi har i dag. Selv hvis vi lykkes med at tvinge de store selskaber til at stoppe udvindingen af fossile brændsler eller udledningen af drivhusgasser, er strukturelle løsninger stadig påkrævede. Så længe økonomisk vækst tæller som et mål for samfundets udvikling, og så længe vores samfund er afhængigt af fortsat udvinding af begrænsede ressourcer, bliver klimakrisen ikke for alvor afværget.

Vi må stoppe med at legitimere forhandlingerne

Når vi så endnu en gang ser miljøbevægelser, medier og politikere snakke om fornyet håb, om at dette, det enogtyvende topmøde i rækken, kan være starten på en proces, der vil levere brugbare løsninger, kan vi ikke se det som andet end manglende respekt for alle de mennesker, der allerede lider under de sidste enogtyve års manglende handling. En af de få gode ting, der kom ud af COP15, var, at det blev tydeligt for enhver, at COP-processen aldrig vil levere brugbare løsninger. At vi i dag ser miljø- og udviklingsorganisationer ignorere denne dyrekøbte lektie, er mildest talt historieløst og skadelig.

Miljø- og udviklingsorganisationer, der deltager i klimatopmøderne og opfordrer til, at vi skal råbe politikerne op, bliver derfor også en del af problemet, idet de legitimerer forhandlingerne og indirekte siger, at forhandlingerne har reel betydning.

Nej til gentagelse af COP15

Processen op til COP21 fremstår som en fuldkommen gentagelse af forløbet op til og under COP15. Politikerne giver falske løfter, og med alle mulige kampagner og aktioner rettet mod topmødet bliver der skabt håb om, at forhandlingerne reelt vil gøre en forskel. Ved COP15 var det netop falske forhåbninger som disse og et fokus på, at vi som sociale bevægelser stadig burde reagere på selve forhandlingerne, der førte til udmatning og depression inden for klimaretfærdighedsbevægelsen, “the Copenhagen depression”.

Det tog flere år efter COP15 at få vendt følelsen af afmagt til fremadrettet handling og en fornyet tro på, at det er os selv, der i sidste ende kommer til at løse klimakrisen. Derfor skal vi lære af vores erfaring og ikke lade det samme ske igen. Vi skal ikke brænde alle vores kræfter af på protester til et topmøde, der alligevel ikke kommer til at levere brugbare løsninger.

Det bedste, vi som aktivister kan gøre, er at bruge Paris som en platform for at mødes med andre radikale kræfter, inspirere og lære af hinanden, og udvide vores netværk, så vi sammen står stærkere, når vi efterfølgende fortsætter med selv at skabe forandringerne. Det er derfor, vi ikke er aktører til COP21 i Paris eller til nogen fremtidige klimatopmøder.